FCM udlejer angrebstalent til Norge

Efter en stærk sæson som topscorer i U19 Ligaen med 16 mål i 26 kampe samt fem scoringer i lige så mange Youth League-optrædener, underskrev 18-årige Nicolaj Tornvig tidligere på sommeren en ny femårig kontrakt med FC Midtjylland, der løber til sommeren 2030.
"Tornvig er en notorisk målscorer, der altid har lavet mål. Han er rigtig god inde i boksen, klog til at positionere sig og lave de kloge afslutninger. Derudover arbejder han godt for holdet, evner at deltage i kombinationsspillet og besidder en generel alsidighed i sit spil," sagde fungerende akademichef og fodbolddirektør Jacob Larsen ved den lejlighed.
Som led i overgangen til seniorfodbold er Tornvig nu udlejet til Egersunds IK i den næstbedste norske række for resten af kalenderåret – et skridt flere FCM-talenter tidligere har taget.