FCN forlænger med klubdreng

Justin Janssen har forlænget sin kontrakt med FC Nordsjælland, så den nu løber frem til 2029. Den 19-årige midtbanespiller har allerede spillet 14 kampe for Superliga-holdet og har været en del af klubben siden han var otte år gammel.
"Jeg er superglad og stolt over at skrive under på endnu en kontrakt med FC Nordsjælland. Jeg er virkelig glad for at være i klubben, så det er dejligt, at jeg nu har tilføjet et år mere til min kontrakt," siger han til klubbens hjemmeside.
Janssen fremhæver det daglige miljø i Farum som noget særligt og ser frem til at fortsætte udviklingen i de velkendte rammer.
Janssen fremhæver det daglige miljø i Farum som noget særligt og ser frem til at fortsætte udviklingen i de velkendte rammer.
"Jeg har det utrolig godt her i klubben og miljøet er rigtig dejligt at være en del af. Og jeg har det rigtig godt med alle trænere, spillere og stab her i klubben. Så jeg ser frem til endnu flere gode år."
Forlængelsen er ifølge ham både et bevis på tillid fra klubben og en mulighed for selv at give noget tilbage.
"Jeg ser det som et stort skulderklap, at klubben er interesseret i at komme et år mere på min kontrakt, og så er det også min måde at vise klubben, at de kan stole på mig. Så det var ikke et svært valg, da muligheden bød sig. Jeg er som sagt superglad for at være her, så jeg var ikke i tvivl."
Efter mere end et årti i FC Nordsjælland føler Janssen en stærk tilknytning til klubben og dens værdier.
"Jeg har været i klubben i mere end 10 år, så FC Nordsjælland betyder virkelig meget for mig. Jeg har udviklet mig som både menneske og spiller her i FCN. Det er nærmest blevet mit andet hjem og jeg ser frem til flere gode år."
