Fremad-træner: Vi ved, hvad vi kan, når vi rammer dagen

Det startede allerede skævt ud, inden Fremad Amager overhovedet havde forladt Sundby Idrætspark. Bussen, som skulle køre hele staben til Sydsjælland, kunne ikke nå at være fremme til det aftalte tidspunkt. For derfor at være sikker på at nå at være fremme til kickoff, måtte alle mand og al materiale stuves ind i privatbiler.
Det behøver strengt taget ikke at have haft en indflydelse. Men det var de færreste Fremad-spillere, som ramte dagen på MTM Service Park. Derfor tabte Sundby-drengene for første gang i 12 opgør mod Næstved Boldklub. Og det var en slukøret Fremad-cheftræner, der i myggehelvedet over Næstved Stadion overfor LigaManager forsøgte at sætte ord på, hvad der gik galt.
”Vi var for længe for at ramme dagen, hvis vi skal være helt ærlige. I for store faser af kampen er vi det næstbedste hold i duel-spillet, i viljen til at løbe de ekstra meter og på den sidste kvalitet. Og så kan man jo tabe sig alle hold. På trods af al det, har vi faktisk stadig mulighed for ikke tabe kampen. Det siger lidt om, hvor vi trods alt er”, udtalte Christian Iversen efter nederlaget.
”I forhold til, når vi ikke er på bolden, og i vores pres, så sker der nogle afledte effekter, som gør, at vores centrale midtbane kommer til at dække et meget stort rum. Det fik vi justeret på i pausen, men stadig ikke godt nok. Og på bolden forsømmer vi at gøre det, der skal til for at slå et Næstved-hold, der spiller, som de gør.”
”Der var for meget mangel på kvalitet i dag på for mange positioner. Som hold kan man kan godt bære, at alle ikke leverer 110% hele tiden. Men hvis for mange ikke gør det på samme tid, så bliver det selvfølgelig en udfordring. Og det led vi under,” fortsætter Iversen og afviser en påstand om, at visse spillere stillede opgivende attituder til skue.
”Vi ses stort set hver dag på træningsbanen. Og vi ved, hvad vi kan, når vi rammer dagen. Der sidder måske en følelse fra de første par kampe, at vi spiller til at stå tilbage med mere end ét point. Det gør selvfølgelig ondt på os alle sammen, både i stab og spillertrup, for vi arbejder for at lykkes. Men jeg erkender, at vi kæmpede med os selv fredag aften. Det skal vi selvfølgelig komme efter”.
Fremad Amager har mulighed for revanche, når de fredag spiller næste kamp i CampoBet 2. division. Det sker på Hancock Arena mod Skive IK.
