Halsgaard indrømmer: Troede "FC" ville tage den

Det er mildest talt ikke unormalt i fodbold, at "Man of the Match" går til målscoreren, hvis en kamp er endt 1-0.
Men ingen regler uden undtagelser og fredag aften kunne Aksel Halsgaard notere sig kåringen, da Næstved Boldklub besejrede Fremad Amager.
Så der sidder altså et fodboldkyndigt publikum og ser bold på MTM Service Park?
"Det må man gå ud fra," lød det fra Halsgaard selv overfor LigaManager efter sæsonens anden sejr.
"Jeg synes også selv, at jeg har en god kamp. I hvert fald på bolden. Der synes jeg, at det går meget godt i første halvleg. Vi har et rimelig godt styr på dem. Og så får FC (Frederick Christensen, red.) scoret i starten af 2. halvleg".
Og hvis sandheden skal frem, havde "De Grønne" rimeligt styr på gæsterne igennem hele kampen.
"Ja, vi har rimelig god kontrol over kampen. Jeg synes mest, at de prøver at fyre nogle lange bolde af sted og så satse på nogle andenbolde. Det får vi lukket fint ned for, og derfor tager vi også de tre point i dag.
Men hvem havde Dagens Mand egentlig selv i tankerne som "Man of the match"?
"Det er faktisk et godt spørgsmål. Jeg føler, at hele holdet leverer en god indsats. Men jeg havde jo tænkt at "FC" måske ville tage den, når han scorer det afgørende mål", indrømmer forsvarsspilleren. Halsgaard er en del af et rimeligt nyt forsvar i Næstved, som nu har holdt rent bur i begge sæsonens hjemmekampe.
"Jeg synes, vi har fundet rigtig godt sammen. I løbet af pre-season har vi ligesom fået spillet os ind. Jeg synes, der er godt styr på bagkæde, og vi giver ikke rigtig nogen store chancer væk," fortsætter Halsgaard, der sigter mod at holde "lukket" i resten af efteråret på hjemmebane.
"Ja, det satser jeg stærkt på", slutter han med et gllimt i øjet.
Aksel Halsgaard er lejet for sæsonen i AGF, og Næstved har sikret sig en købsoption på den unge mand.
