Se målene: Hattrick og sejr til talstærke Aarhus Fremad

Før weekendens kamp mod Hillerød lå oprykkerne fra Aarhus Fremad i bunden af Betinia LIGA.
Det gør drengene fra Riisvangen fortsat, men afstanden til bundproppen Middelfart er nu oppe på tre point.
Mødet med topholdet Hillerød resulterede nemlig i en sejr på 3-1 til Aarhus Fremad, der dermed langt om længe fik forvandlet de flotte tal, holdet har produceret i den indledende fase af sæsonen, til sejr.
For selvom Aarhus Fremad rent pointmæssigt har fået en svær start på fodboldlivet i landets næstbedste fodboldrække, hvor det før mødet med Hillerød blot var blevet til et enkelt point i tre kampe, så har oprykkerne undervejs produceret tal, der har toppet diverse statistikker.
Før kampen mod Christian Lønstrups tropper var Aarhus Fremad blandt andet det hold i Betinia LIGA, der havde produceret flest afslutninger, ligesom Aarhus Fremad også var det mandskab, der havde været bedst til at få afslutningerne til at ramme indenfor modstanderens målramme.
De statistikker topper Aarhus Fremad stadig.
Alle tre mål mod Hillerød blev i øvrigt sat ind af samme mand, nemlig 27-årige Kasper Andersen, der før fjerde spillerunde ikke havde formået at sparke sit navn på måltavlen.
Nu er han med sit hattrick på en delt førsteplads på topscorerlisten i Betinia LIGA.
Aarhus Fremads næste kamp i Betinia LIGA finder sted fredag aften, hvor Kasper Andersen og co. møder Hvidovre på Pro Ventilation Arena.
