Helsingør sender Konradsen hjem til Midtjylland

FC Helsingør sender Mathis Konradsen hjem til FC Midtjylland. Herfra var forsvarsspilleren lejet ud til Kronborgs Drenge for efterårssæsonen i CampoBet 2. division. Det fortæller klubbens egen pressechef, Morten Jørgensen.

I et efterår, der ellers bød på konstante udskiftninger i startopstillingen fra cheftræner Lluis Planagumas side, var Mathis Konradsen én forholdvis stabil arbejdskraft.

Det blev til 12 kampe for FC Helsingør, og alle 12 fra start. I ni af de 12 kampe blev det til fuld spilletid. I en af disse blev han sågar matchvinder i den ene af Helsingørs to beskedne sejre i løbet af sæsonens første halvdel.

Det skete i hjemmekampen mod Thisted FC, hvorefter han straks fulgte op med en scoring i den efterfølgende kamp. Også på hjemmebane, men denne gang mod Næstved Boldklub. Tidligere har FC Helsingør også afsluttet aftalen med Tobias Elmelund.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet