Hjemmesejre trækker folk på stadion i Hjørring

Alt i alt en perfekt fredag aften på Nord Energi Arena. Det var sådan, træner Kim Engstrøm udtrykte det efter sejren over Thisted i sidste runde af CampoBet 2. division.

Og det var ikke kun sejren, der gjorde det. Der blev endnu engang sat sæsonrekord på hjemmebane, da 1226 mennesker dukkede op til en lækker aften. Og den 10. kamp i træk uden nederlag. Tilskuertallet til samtlige fem hjemmekampe i 2026 har været højere, end de nåede til én eneste af hjemmekampene før vinterpausen. Og det kan mærkes, fortalte Kim Engstrøm.

”Jeg synes, at publikum både på langsiden bag os og modsat var med os fra kampens start. De både klappede og jublede. Vi kom også super godt ud til kampen, og det gør også, at stadion kommer med os.

”Jeg ønsker kun, at der kommer endnu flere, for vi har et fantastisk stadion. Vi spiller noget godt fodbold, så vi håber, også med de resultater, vi opnår, at folk kommer og bakker endnu mere op”, lød det fra den tilfredse fynbo.

Vendsyssel FF trak 6.125 tilskuere på lægterne inden vinterpausen. Et gennemsnit på cirka 765 mennesker pr. kamp. Der har ikke været under 967 til hjemmekampene i 2026. I alt har de fem hjemmekampe trukket 5.400 vendelboer og andet godtfolk på stadion. Et snit på 1.080.

Det klager Engstrøm og co. ikke over. Men i den kommende runde må de lade sig nøje med en udekamp. Næstved Boldklub venter kl. 13:00 på JHH Park lørdag eftermiddag.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet