Holbæk-træner: 3. Division er historisk stærk
Én kamp fra vinterpausen er Holbæk B&I næsten der, hvor de rigtig gerne vil være.
Erdogan Aslans mandskab er blot et enkelt point fra FA 2000 på andenpladsen, der giver oprykning til CampoBet 2. Division.
“Drømmen var at kæmpe med om de øverste pladser, og det gør vi. Vi er et godt sted, og jeg har hele tiden sagt, at Nykøbing med deres setup nok ville køre lidt derudad, og der så nok kun var én oprykningsplads at jagte. Det har vi så gjort og er et sted, hvor vi er rigtig glade,” siger Erdogan Aslan, der udover en lang trænerkarriere i divisionerne også har en fortid som spiller i selvsamme bag sig.
Derfor er der også en vis tyngde bag, når han vurderer niveauet i denne sæsons særdeles tætte CampoBet 3. Division.
“Jeg mener ikke, at 3. Division nogensinde har været stærkere før i de år, hvor jeg har været med. Det er virkelig bare en meget, meget stærk række, hvor alle har kunnet tage point fra alle.”
Holbæk B&I har været særligt gode til at tage point fra de andre i de seneste fem kampe, hvor det er blevet til tre sejre og to uafgjorte.
Selvtilliden fejler derfor heller ikke det helt store, inden Holbæk i weekenden drager til Nordjylland og spiller sidste kamp inden vinterpausen mod Vejgaard.
“Vi er inde i en god stime og vi er også rækkens mest scorende mandskab med det tredjebedste forsvar, så på den måde er efteråret jo godkendt,” siger Erdogan Aslan, der sender sit hold på banen igen lørdag klokken 13:00 i Aalborg.