Ingen træner-jammer trods nederlag: Næstved var bedre
Thisted FC måtte finde sig i sæsonens andet nederlag på hjemmebane i CampoBet 2. division, da Næstved Boldklub var på besøg i søndags. Der var dog ingen jammer fra hjemmeholdets cheftræner Daniel Kristensen.
”Jeg synes, det var en fortjent sejr. Næstved var gode i dag. Vi var ikke der, hvor vi skulle være. Men nogle gange skal vi også anerkende modstanderen og deres præstationer. Næstved satte mange gode ting sammen i dag, og vi var ikke ”på”, dér hvor vi plejer at være gode. På intensitet og dueller og sådan nogle ting. Derfor blev det et nederlag og tillykke til Næstved,” lykønskede Kristensen, der så sit hold få den værst tænkelige start. Et straffespark imod sig efter bare seks minutter er ingen ønske om en åbning på en kamp. Og lige i dén del af spillet plejer Thisted FC at være yderst skarpe.
”Det er sådan noget, vi skal kigge nærmere på. I første halvleg spiller vi langt under niveau, synes jeg. Vi forsvarer dårligt over hele linjen, og jeg skal også kigge indad. Det er mit ansvar. Jeg har måske ikke sat spillerne godt nok op til at skulle præstere i dag.
”Det kan også være, at vi skulle have valgt nogle andre løsninger. Men sådan er fodbold nogle gange. Vi kommer bedre ud i anden halvleg, og uden at det var godt, synes jeg, at det var bedre i anden halvleg, end det var i første”, tilføjede Kristensen, der vakte opsigt med udskiftningen af ligatopscorer Christian Wagner mod slutningen af kampen.
Der var efter sigende ellers udenlandske scouts på plads for at se nærmere på den eneste angriber, som i CampoBet 2. division har præsteret et to-cifret antal mål indtil videre. Udskiftningen begrundede Daniel Kristensen således.

”Nogle gange skal man tage nogle valg, og jeg træffede et valg i dag, fordi jeg syntes, at Wagner så lidt træt ud til sidst. Derfor syntes jeg, at andre skulle prøve at se, om de kunne komme ind og vise noget. Det havde ikke noget med Wagner isoleret set at gøre, men det er nogle af de valg, man træffer som træner.”
Thisted FC har en chance for at svare igen, når årets sidste hjemmekamp i CampoBet 2. divison spilles lørdag kl. 15:00 mod Ishøj IF.