Ishøj-ikon om skuddræbt klubmand: Adnan Teksen stod for fællesskab og loyalitet

Det var en følelsesladet dag på Ishøj Stadion lørdag eftermiddag. Her var hjemmekampen mod Thisted FC dedikeret til Adnan Teksen, der på tragisk vis blev skuddræbt i sidste uge. Der var sørget for gratis adgang og mindeord blev læst op af klubikonet Murat Kütük, som også var bedste venner med afdøde. Ordene blev fulgt op af et minuts stilhed, hvorefter LigaManager fik Murat Kütük til at sætte lidt ord på, hvad det er for en person, klubben og byen har mistet.
”Adnan har selv været en del af både IPB, Ishøj IF, Ishøj BK. Alle hans børn spiller her. Hans brødre er fodboldtrænere i klubben, så det er en familie, der er tæt forbundet med Ishøj IF”, fortæller Murat Kütük, der kendte Adnan Teksen fra de var ”fem-seks årige knægte”, som han beskriver det.
”Adnan var både en scout for os, som hjalp med at finde gode spillere til klubben. Desuden var han en rigtig, rigtig god rollemodel i forhold til nogle unge mennesker. Han har både været træner og spiller, så han har været lidt af hvert i klubbens historie. Desuden havde jeg et bånd til ham som barndoms- og ungdomskammerat. Vi så hinanden dagligt og snakkede sammen. Så den er hård, den her”, erkender Murat Kütük berørt.

Det var i Adnan Teksens ånd, hvad Murat og de øvrige i Ishøj IF havde arrangeret til lørdagens kamp.
”Noget af det, som Adnan stod for, var at samle mennesker og skabe fællesskab og loyalitet. Det var han rigtig god til, og det er en af de ting, vi selvfølgelig også står for i Ishøj IF. Det er derfor, vi markerede det hans ånd. Han var jo en del af det her fællesskab, og han elskede at samle folk.
”Han var også en person, der kunne komme ind i alle miljøer med hans personlighed. Altid med et smil. Han er en person, vi ikke nogensinde kommer til at glemme. Han har en speciel plads hos os,” fortæller Murat, som kunne notere sig, at folk i Ishøj havde taget initiativet til sig med omkring 700 mennesker på lægterne. Det var dog intet imod de små 3000 mennesker, som var til Adnan Teksens begravelse ifølge Murat Kütüks estimat.
”Der var voldsomt mange mennesker og det viser også, hvilket menneske Adnan var. Han kom alle steder og kunne snakke med alle typer mennesker. Vi var stolte af Adnan, og vi er kede af, at vi har mistet ham.”
(Fotos: Murat Kütük)
