Lønstrup efter nederlag: Måske er det noget mentalt
Hillerød havde det i egne hænder før lørdagens kamp mod B93 i Betinia Liga. Med en sejr ville klubben være sikret en plads i grundspillets top-6, som er sæsonens målsætning. Sådan skulle det dog ikke gå.
Allerede efter 3 minutter bragte Carl Björk udeholdet foran. Den stilling holdt frem til pause efter en første halvleg, som ikke vil gå over i historiebøgerne som en af de mest spændende i ligaen.
Efter pausen kom Hillerød bedre med og kom frem til et par chancer, som dog ikke blev omsat til mål. B93 levede på kontrastødene, hvor de kom frem til et par halve muligheder, men uden at få bolden i mål. Dermed blev Carl Björks scoring kampens eneste.
”B93 er ikke bedre end os, men vi er uskarpe i dag og havde ikke fortjent at vinde kampen,” lød det fra Hillerøds cheftræner Christian Lønstrup efter kampen til klubbens Facebookside.
Hillerød har historisk set haft svært ved de kampe, hvor klubben selv har kunnet afgøre sin skæbne, som det var tilfældet lørdag.
”Jeg ved ikke, om det er noget mentalt. Det går ikke altid, som præsten prædiker,” konstaterede Christian Lønstrup, som ellers har været meget imponeret af klubbens topniveau.
Top-6-pladsen er dog stadig yderst realistisk for Hillerød, som blot skal hente ét point samlet i de to sidste kampe i grundspillet, før målsætningen er opnået.