Lønstrup efter tab af profiler: Jeg er ikke så bekymret
Vinterens transfervindue står på vid gab og Hillerød har i skrivende stund sagt farvel til fem spillere, hvor især to af dem har efterladt sig lidt af et tomrum.
Ikke mindst i Hillerøds målregnskab.
Således har Adrian Justinussen og Victor Dedes, der i januar er skiftet til henholdsvis ligarivalerne fra Horsens og den norske danskerklub, Strømsgodset, tilsammen bidraget med 13 mål i indeværende sæson.
Det svarer til hele 48,2 procent af Hillerøds samlede målproduktion. Et svimlende tal, der nu ikke får Hillerøds manager, Christian Lønstrup, til at vakle forud for forårets oprykningsræs i Betinia LIGA.
For det er ikke første gang, han prøver at miste profiler, og han er derfor vant til at finde løsninger og nye veje til modstanderens mål.
“Mads Julø udligner meget af det, vi har mistet med salget af Victor Dedes. Både hvad angår på positioner og på skills. Mads Julø er en venstrebenet, dygtig og kreativ spiller.”
“Vi har også Lucas Bøje-Larsen, der kan gå ind og spille på den plads, hvor Victor Dedes spillede,” indleder Christian Lønstrup og fortsætter:
“Adrian Justinussen, derimod, er lidt en sværere størrelse, at erstatte 1:1. Der er jo ikke så mange spillere, der løber rundt og har det spark, han har.”
“Pt. har vi Noah Kretzchmar, Pætur Petersen og Hakim Sulumana, der kan spille den 9er, som Adrian Justinussen endte med at spille efter salget af Monday (Etim, red.).”
“Så jeg er ikke så bekymret.”
Dermed ikke sagt, at Hillerøds trup er, som den skal være. Den er nemlig, ifølge Christian Lønstrup, for lille:
“Lige nu har vi 21 markspillere og det er lige i underkanten. Også selvom vi til forskel fra efteråret, hvor vi spillede 18 kampe, kun skal spille 14 til foråret.”
“Så vi skal have suppleret truppen med en 2-3 spillere inden for de næste ni dage,” slutter Christian Lønstrup.