Lyngby erstatter Mortensen med belgisk back
Lyngby Boldklub har længe haft et godt øje til 20-årige Renzo Tytens, og med sidste uge salg af Gustav Mortensen har De Kongeblå nu rykket på deres interesse.
Således oplyser Lyngby Boldklub, at der er indgået en fire og et halvt år lang aftale med den belgiske venstreback, der er hentet i Club NXT:
”Renzo er en back, der har imponeret os både på de belgiske ungdomslandshold og i den belgiske Challenger Pro League.”
“Han er en meget dynamisk back, der passer rigtigt godt ind i vores spillestil. Vi forventer en masse gode løb og energi fra Renzo,” udtaler Lyngbys sportschef, Nicas Kjeldsen, i en pressemeddelelse, og fortsætter:
“Vi var godt forberedte på skiftet, selv om vi gerne havde ventet til sommer med Gus, men vi står med en god erstatning med Renzo, som er klar til sit gennembrud.”
“Renzo repræsenterer et stort udviklingspotentiale, og han er en, vi tror, vi kan forløse. Ikke bare til Superliga, men over det.”
“Et godt match”
Renzo Tytens er allerede påbegyndt arbejdet på Lundtoftevej, hvor der ikke overraskende er tale om en glad belgier:
”Lyngby er en traditionsklub, der i min optik hører til i den bedste række, og det er både min og klubbens klare ambition, at vi skal derop igen til sommer. Det er i hvert fald det, jeg vil give alt for.”
“Jeg er tiltrukket af den offensive spillestil i Lyngby Boldklub, som ligger godt til mine forcer, og efter mange gode snakke med folkene i Lyngby, der har udvist stor tillid til, at jeg kan udvikle mig endnu mere her, så føler jeg, at vi er et godt match,” udtaler Renzo Tytens, der via Lyngbys Simon Colyn, som han tidligere har spillet sammen med i PSV, kun har hørt godt om sin nye klub:
”Jeg spillede sammen med Simon Colyn i PSV, så jeg tjekkede selvfølgelig op med ham, at det var en klub, han kunne anbefale mig at tage til.”
“Jeg ved, at Lyngby Boldklub har et af de yngste hold i førstedivision, og at det er et offensivt hold med mange gode boldspillere.”
“Jeg har set mange kampe for at danne mig et indtryk af den type fodbold, klubben spiller, og jeg er godt underholdt – ikke mindst på grund af de mange mål, Lyngby scorer,” slutter Renzo Tytens, der har fået rygnummer 25.