Middelfart henter talentfuld forsvarsspiller i SønderjyskE

Middelfart Boldklub har tilknyttet 20-årige Alberto Vogtmann til truppen på en to-årig aftale. Det skriver klubben selv i pressemeddelelse, hvori han beskrives, som en “venstreback med fart i fødderne”.

Vogtmann hentes af moderklubben SønderjyskE Fodbold, men i foråret har den unge forsvarsspiller været på et lejeophold i FC Roskilde. Her gjorde han sig visse erfaringer med CampoBet 2. division, hvori også Middelfart spiller efter sommerferien. Det blev til spilletid i 10 kampe i forårssæsonen.

“Det er rigtig skønt, at vi har lavet en aftale med Alberto. Han har et offensivt mindset, når han spiller fodbold. På den måde passer han godt ind i vores trup, og han passer godt til den spillestil, der skal kendetegne os,” udtaler sportschef Søren Godskesen og tilføjer:

“Han har i en ung alder spillet to kampe for Sønderjyske i Superligaen, så det er en spiller, der foruden et fornuftigt potentiale også allerede nu har et godt niveau. Det viste han også i foråret, da han præsterede godt for FC Roskilde. Det er en spiller, som skal ind og konkurrere om spilletid dag ét. Jeg har en stor tro på, at han bliver endnu bedre i løbet af de næste to år.

“Jeg er rigtig glad,” siger Alberto Vogtmann selv.

“Middelfart præsenterede mig for en rigtig spændende plan, og jeg kan godt lide den måde, de ønsker at spille fodbold på. Jeg kan godt lide at have bolden, og jeg vil beskrive mig selv som en offensiv venstreback.”

“Jeg er en ung spiller, der har tro på mig selv. Men jeg ved samtidig også, at jeg ikke har spillet så meget seniorfodbold endnu. Derfor er der selvfølgelig meget at lære for mig endnu, men det går bestemt fremad. I forhold til at tage næste skridt ser jeg Middelfart som det rigtige valg”, udtaler Vogtmann.

Divisionstruppen i Middelfart Boldklub har under ledelse af cheftræner Kristoffer Johannsen første træning mandag d. 29. juni.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet