Middelfart køber cheftræner i Roskilde

For en uge siden solgte Middelfart Boldklub (modvilligt) deres daværende cheftræner, Kim Engstrøm, til Vendsyssel FF. Nu har De Blå fra Vestfyn selv været på indkøb. Bundproppen i Betinia LIGA har nemlig købt Kristoffer Johannsen fri af sin kontrakt med FC Roskilde.

Det oplyser Middelfart Boldklub på sin hjemmeside.

For 12 måneder siden var det lige omvendt. Her var det således FC Roskilde, der købte Kristoffer Johannsen fri af sin kontrakt med Middelfart Boldklub, som den 48-årige cheftræner dog er glad for at vende retur til:

“Jeg har været glad for min tid i Roskilde, for klubben og de mange gode mennesker der. Men da jeg fik præsenteret henvendelsen fra Middelfart, var det heller ikke svært at slå til,” udtaler Kristoffer Johannsen og fortsætter:

“Jeg var ekstremt glad for klubben i min første periode der, og siden da er det kun fortsat med en positiv udvikling.”

“Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage til spillerne og resten af staben og til at komme i gang med det arbejde der ligger foran os i den kommende periode.”

Kristoffer Johannsen er har første træningsdag i Middelfart mandag og har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2028.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA