Næstveds sportschef fremhæver Friedrich

Det har været en efterårssæson, som leverede mere end det forventede for Næstved Boldklub i CampoBet 2. division. Det har Sportschef Peter Dinesen selv sat ord på overfor LigaManager. Når holdet har leveret til en andenplads halvvejs i sæsonen, er der selvfølgelig også spillere, som er trådt i karakter.

”Jeg synes, at mange har spillet på højt niveau. Bertram Kvist har bl.a slået til,” er bare ét navn, som umiddelbart falder Peter Dinesen ind på spørgsmålet, om nogle spillere ligefrem har overrasket med deres præstationer.

Det tidligere Brøndby-talent Bertram Kvist kom til efter meget lidt spilletid i Esbjerg fB, og har selv overfor LigaManager i efteråret fortalt, at denne halvsæson har været hans suverænt bedste i seniortiden.  

”Axel Halsgaard har været rigtig god. Det er også dejligt at se Christian Friedrich tilbage. Hvis jeg skal nævne én spiller, så er det måske Friedrich. Han har også døjet lidt med skader, men har fået styr på det”.

“Nu synes jeg, at han er tilbage til at være den profil og motor, vi virkelig vidste, at han kunne være. Han er jo herfra, men det er faktisk først i denne sæson, at jeg virkelig synes, at han har vist det niveau, vi vidste, han havde”.

Christian Friedrich er, som Peter Dinesen fremhæver, en Næstved-dreng, inden U17 og U19 blev tilbragt i Brøndby. Oven på et ophold i Fremad Amager havnede han tilbage på Sydsjælland.

Han har været i startopstillingen i samtlige kampe i efterårssæson og i alt spillet 1304 minutter. Det er blevet til en enkelt scoring af de 26, Næstved Boldklub i alt har præsteret.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet