Neestrup: AGF var et bedre hold

FC København måtte søndag eftermiddag se sig slået af et stærkere AGF-mandskab, og cheftræner Jacob Neestrup lagde ikke skjul på, at nederlaget var fuldt fortjent.

“Vi tabte til et bedre hold på dagen,” sagde Neestrup efter opgøret, hvor københavnerne aldrig for alvor fandt rytmen.

FCK startede kampen fornuftigt, men ifølge Neestrup ændrede kampbilledet sig hurtigt.


“Tingene kunne være gået anderledes i starten, men som kampen udviklede sig, kan man ikke indvende noget mod AGF’s sejr.” Det siger han til FCK’s hjemmeside.

Træneren pegede på, at aarhusianerne i øjeblikket står stærkere – både spillemæssigt og kollektivt.
“De er et bedre sted end os lige nu, og der er bedre sammenhængskraft i det, de laver, så vi tabte desværre fortjent i en kamp, der var vigtig for os.”

Neestrup var særlig utilfreds med FCK’s boldomgang og manglen på kontrol gennem kampen.
“Der var for mange perioder i kampen, hvor vi ikke havde ro på bolden, hverken i vores kombinationsspil eller i det længere spil, og vi var for dårlige til at lægge dem under tryk. Vi blev også for åbne, når vi mistede bolden, så vi fik for mange omstillinger imod os.”

Selv om stillingen i Superligaen nu ser mere bekymrende ud, forsøger cheftræneren at holde fokus på de kommende opgaver.
“Det er selvfølgelig ikke sjovt at se på tabellen nu, men lige nu fokuserer vi udelukkende på at vinde den sidste Superligakamp mod Sønderjyske i Parken og på at komme i pokalsemifinalen,” sluttede Jacob Neestrup.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League