Neestrup efter fadæse: Vi hører ikke til i mesterskabsspillet
FCK skulle ‘bare’ vinde hjemme over Randers søndag eftermiddag for at sikre pladsen i top-seks, men symptomatisk for sæsonen magtede løverne ikke at indfri forventningerne.
Dermed er FC København for første gang i klubbens historie ikke en del af mesterskabsspillet, og det er ifølge Jacob Neestrup helt fortjent.
‘’Det er desværre fortjent, for det var jo ikke tilfældigheder og stolpe-ud, der afgjorde det i dag, men at vi har haft for svage præstationer i alt for mange kampe,” udtalte træneren til klubbens egen hjemmeside på bagkant af 2-1 nederlaget i Parken.
‘’Det er fair nok, at F.C. København ikke vinder guld hvert eneste år, men det er ikke okay, at vi er endt her, hvor vi står nu som nummer syv efter 22 runder. Klubben hører til i Mesterskabsspillet, men det gør holdet desværre ikke.”
”Det har jeg et stort ansvar for som cheftræner, for jeg har ikke formået at vende skuden og få os ud af krisen. Men spillerne må også se indad, og der er mange lag i det her, som vi må evaluere på i klubben for at genskabe det solide fundament, som har kendetegnet vores spil i mange år, men jeg peger ikke fingre ad nogen, og mit ansvar er det største.”
Nu handler den resterende del af sæsonen om, at sikre den syvendeplads, der giver en playoff-kamp om europæiske billetter, og måske endnu vigtigere handler det selvfølgelig om at gå hele vejen i pokalturneringen, som foruden et trofæ giver adgang til Europa League-kvalen til næste sæson.