Officielt: Osvald Søe solgt til San Diego

Osvald Søe har været en ombejlet ung mand i vinterens transfervindue. Ikke mindst de seneste par dage.

Her blev B.93s 20-årige midtstopper først rygtet til italienske Spezia og dernæst til amerikanske San Diego FC.

Fredag blev der så sat et punktum. Eller rettere, en underskrift.

B.93 meddeler således i en pressemeddelelse, at klubben er nået til enighed med San Diego FC, hvortil Osvald Søe skifter med øjeblikkelig virkning:

Osvald Søe er en spiller af egen avl, der har taget turen fra klubbens ungdomsafdeling til B.93s førstehold, hvor han især efteråret ikke bare har været fast inventar, men også toneagivende:

“Osvald har udviklet sig til en meget stærk og moderne forsvarsspiller. Han har et højt og stabilt niveau, baseret på god beslutningskompetence, han læser spillet godt og er fysisk og mentalt stærk.”

“Osvald løser sine opgaver med stor modenhed, selvom han kun er 20 år gammel, og samtidig er han ekstremt ambitiøs i hverdagen og stiller høje krav til sig selv,” udtaler B.93s direktør, Christian Engell, og fortsætter:

“Derudover er han bare en rigtig god fyr, som tager ansvar for holdet og sine holdkammerater. Det har betydet, at han har haft interesse fra flere klubber i større ligaer, og at vi har kunnet lande en flot aftale, som giver rigtig god mening for både Osvald og B.93.”

“Som klub er vi stolte over, at vi er nået til en position, hvor vi kan sælge spillere direkte til en topklub i en stærk liga som MLS.”

Christian Engell fortæller desuden, at San Diego FC, der tilhører toppen af den amerikanske MLS, har fulgt Osvald Søe over længere tid.

Kontrakten løber frem til udgangen af 2027-2028-sæsonen. Salgsprisen er endnu ukendt, men et beløb på knap fire millioner danske kroner har tidligere været nævnt.

I San Diego kan Søe se frem til at blive holdkammerat med både Anders Dreyer, Marcus Ingvartsen og Jeppe Tverskov. 

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA