Optakt: FCH og Frem i fredagsbrag
Weekenden i CampoBet 3. Division bliver sparket tidligt i gang fredag aften, når nedrykkerne fra FC Helsingør hjemme tager imod BK Frem.
Hjemmeholdet leverede et flot comeback i seneste runde, hvor René Skovdahls tropper fik vendt et truende 0-2-nederlag til en fin 3-2-sejr.
Helsingør-træneren vil dog næppe være tilfreds med at have lukket fire mål ind i sæsonens to første kampe, så mon ikke defensiven er blevet strammet op i løbet af ugen.
For gæsterne hos BK Frem der er det den offensive del af spillet, hvor man savner noget pondus. Det gør sportschef i klubben, Peter Lassen, i hvert fald, da han har annonceret, at Valby-klubben jagter en goalgetter.
Foreløbigt kan man dog glæde sig over, at den finurlige kantspiller Oussama Djafer-Bey i seneste runde fik gang i målscoringen igen, da han scorede i 1-1-kampen mod Hørsholm.
BK Frems driblekonge leverede et af den forgange sæsons helt store øjeblikke, da han scorede fire mål i samme kamp på en magisk eftermiddag i Valby mod Vejgaard.
Djafer-Bey havde dog ikke scoret siden da, så stor forløsning for ham og BK Frem, at han fik hul på bylden mod Hørsholm.
FC Helsingør – BK Frem fløjtes op fredag aften klokken 19:00.