Optakt: FCN kan kyle FCK ud af top-6!
De forsvarende mestre, FC København, havde kniven for struben inden årets første Superliga-kamp, men opgøret mod rivalerne fra FC Midtjylland blev ikke det ønskede startskud på et comeback i guldkampen. Tværtimod.
I en jævnbyrdig og uskøn kamp på den jyske hede trak FCK nemlig det korte strå med et 2-1 nederlag, så nu kan de vist godt pakke gulddrømmene helt væk på Østerbro.
15 point til AGF og 11 til FC Midtjylland virker som uoverskuelige huller at lukke for løverne i deres nuværende forfatning, og med kun ét point ned til FC Nordsjælland på syvendepladsen, handler det først og fremmest om bare at komme med i Mesterskabsspillet.
Og så er der SELVFØLGELIG pokalturneringen, hvor FCK onsdag tog et lille og vigtigt skridt mod finalen med en 2-1 sejr hjemme over Viborg i den første af to semifinaler.
Her leverede Neestrups tropper en fin indsats offensivt, men omvendt havde Viborg også ganske nemt ved at skabe chancer, og det skal der rettes op på lørdag mod FC Nordsjælland, som fik en pæn start på foråret med en fortjent sejr mod Sønderjyske.
Det unge stjerneskud, Caleb Yirenkyi, løb med overskrifterne i det opgør, da han først headede 1-0 målet i kassen og siden lagde op til 2-0 målet.
Nordsjællænderne spillede et halvlunkent efterår, men vi har tidligere set, at de mange unge spillere først rigtig begynder at skinne igennem i foråret, og derfor ligner det heller ikke en walk over for FCK lørdag eftermiddag, selvom de indbyrdes statistikker taler for en hjemmesejr.
Løverne har nemlig vundet fire gange i streg mod FC Nordsjælland, og i tre af dem har de scoret intet mindre end tre mål.
I de seneste 10 Superliga-kampe har FCK dog kun formået at score flere end to mål i hjemmekampen mod Fredericia, så måske, der trods alt spirer et lille håb for de nordsjællandske gæster.
Kampen mellem FCK og FCN spilles i Parken lørdag den 14. februar klokken 17.00.