Osvald Søe: B.93 vil altid betyde meget for mig

Osvald Søe skifter fra B.93 til den amerikanske MLS-klub, San Diego FC. Det meddelte Betinia LIGA-klubben fredag aften i en pressemeddelelse.

Der er været stor interesse for den 20-årige midtstopper i vinterens transfervindue, men selv har Osvald Søe forholdt sig tavs om diverse rygter og spekulationer.

Nu sætter han ord på sit skifte, men først og fremmest på B.93:

“Der er mange mennesker i B.93, som har været afgørende for, at jeg nu kan tage det her skridt i min fodboldkarriere Trænerne på både akademiet og førsteholdet har troet på mig, stillet krav og givet mig muligheden for at udvikle mig.”

“Mine holdkammerater har betydet enormt meget, og samtidig har opbakningen fra stab, frivillige og fans gjort B.93 til en klub, man virkelig har lyst til at give sig fuldt ud for,” udtaler Osvald Søe og fortsætter:

“Nu ser jeg frem til at prøve mig af uden for Danmark. Det er en stor mulighed for mig at rykke til San Diego og MLS, og jeg håber på at kunne gøre folk herhjemme stolte.”

“B.93 vil altid betyde meget for mig, og jeg kommer fortsat til at støtte klubben, selvom det bliver fra den anden side af jordkloden. Og når muligheden byder sig, ser jeg frem til at stå på tribunen på Østerbro Stadion som fan af klubben.”

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA