Party-Brønshøj til lokalbrag i Vanløse
CampoBet 3. Divisions mest formstærke mandskab i øjeblikket, Brønshøj Boldklub, gæster lørdag eftermiddag Vanløse IF til et vaskeægte lokalbrag, som på mange måder tegner til at blive en fodboldfest.
Der kommer med al sandsynlighed masser af folk på lægterne, da der blot er ti minutter mellem de to klubbers hjemmebaner.
Den korte afstand forhindrer dog ikke en stor gruppe Brønshøj-fans i at ankomme i en såkaldt partybus, der slår en times lang omvej med fri øl til passagererne hele vejen.
Der skulle med andre ord være garanti for højt humør på lægterne i Vanløse lørdag.
På selve grønsværen skal der til gengæld helt andre boller på suppen for hjemmeholdet, end da de to klubber mødtes i Brønshøj tidligere på sæsonen, hvor hvepsene vandt 3-2.
Det mener Vanløse-topscorer Bjørn Paludan.
“Vi var der ikke i den kamp der. Vi skal finde noget helt anderledes frem, hvis vi skal have point mod dem lørdag. Det er der slet ikke ingen tvivl om.”
Vanløse – Brønshøj fløjtes op lørdag 14:00.