Pokalmiraklet udeblev: ASA fik klø af Randers FC

Fodboldtræerne voksede ikke ind i pokalhimlen for ASA onsdag aften, hvor CampoBet 3. Divisionsklubben stod overfor Randers FC fra Superligaen.

Dermed blev 2. runde endestationen i pokalturneringen for ASA, der tabte med 4-0 i Randers.

ASA holdt ellers stand i de første 45 minutter, hvor favoritterne fra Randers FC trods overtag i spil og chancer ikke formåede at komme på tavlen.

Det blev der så i dén grad lavet om på i anden halvleg, hvor randrusianerne scorede hele fire gange. Her var klasseforskellen lidt lettere at få øje på.

Det ændrer dog ikke på, at ASA har fået en overordentlig god start på sæsonen, hvor man er på en delt førsteplads i CampoBet 3. Division med syv point efter tre runder.

Næste opgave her er lørdag, hvor oprykkerne skal en tur på besøg hos BK Frem.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div