Randers sender kant til Japan

Randers FC tager afsked med Norman Campbell, der efter halvandet år i Kronjylland fortsætter karrieren i japansk fodbold hos klubben V-Varen Nagasaki. Den 26-årige jamaicanske kantspiller kom til klubben fra serbiske FK Vojvodina i sommeren 2024 og nåede at sætte et markant aftryk med ni scoringer og tre oplæg i 46 optrædener for de lyseblå.

Fodbolddirektør Søren Pedersen lægger ikke skjul på, at salget efterlader ham med blandede følelser, da klubben både mister en sportslig profil og samtidig lander en økonomisk gevinst. ”Jeg smiler med det ene øje og græder med det andet. Jeg smiler, fordi vi har lavet en god handel. Vi hentede Campbell i sommeren 2024 fra serbisk fodbold, har videreudviklet ham her i Randers FC og kan nu sælge ham til en god og fair pris. På den måde har det været en god case for os økonomisk,” forklarer Søren Pedersen til Randers’ hjemmeside.

Beslutningen om at lade jamaicaneren rejse til Østen er også truffet på baggrund af, at Randers FC allerede har sikret sig en afløser. Klubben har hentet Cyril ind som erstatning, hvilket har gjort det muligt at imødekomme Campbells personlige ønske om at prøve sig af i en ny liga. ”Sportsligt mister vi en god spiller med helt særlige spidskompetencer, men her har vi allerede fundet en erstatning i form af Cyril. Det er også årsagen til, at vi vælger at gennemføre handlen med Campbell,” lyder det fra fodbolddirektøren.

Ifølge Søren Pedersen har dialogen om et skifte været åben længe, da Norman Campbell aldrig har lagt skjul på sine store ambitioner uden for landets grænser

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League