Se tallene: Sådan har topscorerne i Betinia LIGA scoret deres mål

Der er spillet fire runder af Betinia LIGA og det er tæt i toppen af topscorerlisten.
Her er hele fem spillere nemlig pt. fælles om at dele førstepladsen, og dermed titlen som Betinia LIGAs mest målfarlige mand.
De fem spillere er Sebastian Pingel (ACH), Kasper Andersen (AAF), Sterling Yakété (KIF), Kelvin John (AaB) og Isak Snær Thorvaldsson, og de er alle sammen noteret for tre scoringer.
Men hvor og hvordan er målene egentlig blevet scoret? Det ser vi nærmere på ved hjælp af tal fra 1-division.dk.
Her fremgår det, at 14 ud af de 15 mål, som de fem skarpskytter tilsammen har produceret, er blevet scoret inde i modstanderens straffesparksfelt.
Den eneste angriber, der har sat en scoring ind udenfor feltet, er Kolding IFs Sterling Yakété, der ikke kommer til at score flere mål i nærmeste fremtid.
Den 25-årige centralafrikaner måtte således udgå med skade i Kolding IFs hjemmekamp mod HB Køge i forrige spillerunde, og Sterling Yakété meldes desværre som minimum ude resten af året.
Men én ting er, hvor på banen topscorernes mål er blevet sat ind. Noget andet er, hvordan målene er blevet scoret.
Tre af Sebastian Pingel og de fire andre målmaskiners 15 mål er sat ind på hovedstød, mens de 12 andre scoringer ikke overraskende er blevet sparket i mål.
Og når de er blevet det, så har det i otte ud af 12 tilfælde været med højrebenet.
Ifølge 1-division.dk er der to spillere, der har scoret med både højre og venstre ben samt kommet på måltavlen via et hovedstød.
Den ene er Sterling Yakété og den anden er Lyngbys 24-årige islænding, Isak Snær Thorvaldsson, som De Kongeblå har lejet i norske Rosenborg.
Isak Snær Thorvaldsson scorede Lyngbys eneste mål i holdets overraskende hjemmebanenederlag til Hvidovre i søndags.
Du kan se scoringen og alle de andre mål fra 4. spillerunde af Betinia LIGA lige HER!
