Sebastian Buch: Jeg føler mig super skarp
VSK Aarhus måtte nøjes med 2-2 mod Ishøj IF i CampoBet 2. division, og selv om Sebastian Buch Jensen leverede både en scoring og en assist, var der ikke udelt tilfredshed efter slutfløjtet.
“Jeg er selvfølgelig glad for at kunne bidrage med mål og oplæg, men jeg er enig med vores anfører Simon. Der skulle have været mere med hjem”, udtalte Buch Jensen til LigaManager efter kampen.
“Det er måske vores egen skyld, at vi ikke kommer ordentligt ud i første halvleg. Men i anden halvleg viser vi dét, vi står for som klub og i vores spillestil”, forklarede fløjspilleren som var irriteret over forskellen på de to halvlege.
“Vi må lære af det. Man skal være klar fra første fløjt, ellers får man ikke det maksimale ud af kampene”.
For Buch Jensen selv er historien dog også en lidt anden og mere positiv. Efter et langt skadesforløb med en korsbåndsskade, der holdt ham ude i omkring et år, er han nu for alvor tilbage.
– Det er rigtig dejligt at spille fodbold igen. Jeg føler mig super skarp, og jeg er rigtig glad personligt lige nu”, indrømmede han, og det er der også god grund til. Hans seneste præstationer understreger formen: To assists i sidste runde. Mål og oplæg mod Ishøj.
Skiftet til VSK Aarhus er ifølge ham selv en vigtig del af forklaringen på det stærke comeback.
“Jeg valgte det, jeg følte var det rigtige for mig. Jeg var 110 procent sikker på, at det skulle være VSK”, siger han og fortsætter:
“Det er en fed klub, og jeg kender mange af spillerne i forvejen. Det har været et perfekt match for min vej tilbage til fodbold. Den måde, vi spiller på, passer rigtig godt til den type spiller, jeg er. Jeg er bare glad for at komme ind og bidrage”.
VSK Aarhus kan stadig nå sjettepladsen og jagten på denne fortsætter skærtorsdag kl. 13:30 hjemme mod Vendsyssel FF.