Sebastian Larsen forlader HB Køge
HB Køge må sige farvel til Sebastian Larsen. Klubben vil gerne forlænge kontrakten med den 21-årige højre back, men hovedpersonen selv vil ikke skrive under og forlader derfor HB Køge ved årsskiftet.
Det bekræfter HB Køges sportsdirektør, Auri Skarbalius, på klubbens hjemmeside:
“Vi havde gerne set Sebastian fortsætte i klubben, men han har haft et stort ønske om at prøve noget andet.”
“Når hans kontrakt nu udløber, er der ikke så meget andet, vi kan gøre, end at sige ham tak for en altid ihærdig indsats og ønske ham stort held og lykke fremover,” udtaler Auri Skarbalius.
Sebastian Larsen har fået sin fodboldopdragelse i Herfølge Boldklub og fik debut for HB Køge tilbage i 2021. Siden da er det blevet til 90 kampe for Svanerne.
Hvor Sebastian Larsen fortsætter karrieren, er endnu uvist.