Skal Newcastles stjerne til Old Trafford?

Sandro Tonali er for alvor landet i overskrifterne, efter Newcastle-midtbanespilleren leverede en kampafgørende præstation i weekendens FA Cup-sejr over Aston Villa. Selvom italieneren har understreget sin loyalitet over for klubben, svirrer rygterne om et muligt sommerskifte til Manchester United.

Den tidligere direktør i Everton, Keith Wyness, har vakt opsigt ved at hævde, at Tonali allerede har rettet blikket mod Old Trafford. Ifølge Wyness arbejder Manchester United på et formelt bud i omegnen af 100 millioner pund for at lokke den 25-årige midtbaneprofil væk fra St James’ Park til sommer.+

“Jeg tror, at Manchester United er den klub, han har i kikkerten, og de har kig på ham. Lige nu siger alle de rigtige ting, men jeg tror, han skifter til sommer,” udtaler Keith Wyness til Football Insider.

Rygterne følger i kølvandet på et hektisk transfervindue i januar, hvor især Arsenal blev sat i forbindelse med Tonali på selve deadline-dagen. Selvom Newcastle afviste enhver forespørgsel, og agenten Giuseppe Riso har talt om vigtigheden af Tonalis forhold til klubben, forventes forhandlingerne om spillerens fremtid at blive genoptaget i marts 2026.

Hovedpersonen selv forsøgte efter weekendens 3-1-sejr over Aston Villa at mane rygterne om intern splid til jorden. Tonali fejrede sin anden scoring i kampen ved at løbe direkte ud til manager Eddie Howe.

“Folk har talt om vores forhold de seneste uger, men jeg arbejder med manageren hver dag, og han arbejder med mig. Vores forhold er perfekt. Det er ikke gået i stykker, og det er vigtigt for holdet,” sagde Sandro Tonali efter kampen.

Italienerens to mål mod Villa var hans første i syv måneder, og præstationen har kun øget interessen fra de europæiske storklubber. Udover Manchester United meldes også Real Madrid, Juventus og Liverpool interesserede i at følge situationen tæt frem mod sommerens transfervindue.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League