Skive høvler FC Helsingør i Kudsk-opvisning

FC Helsingør kunne ikke have fået en dårligere start på sæsonen. Samtidig kunne Skive IK have ønsket sig en bedre tur til Nordsjælland i sæsonåbneren. Jyderne kunne tage hjem meden knusende 4-0 i bagagen, mens fodboldprojektet i Helsingør igen måtte sande, at man har det svært med Skive IK.
I sidste sæson formåede sidstnævnte at smadre FC Helsingør med 5-0 i Oddset Pokalen. Så galt gik det trods alt ikke i sæsonpremieren fredag aften. Men næsten. Der skulle bare gå tre minutter før Skive-anfører Christian Kudsk lynede første gang til 1-0. Så var starten ligesom gået i Helsingør.
Kort før pausen kunne samme Kudsk fordoble føringen, som gæsterne kunne tage med ind og nyde pausen med. Men Kudsk var slet ikke færdig. Han skulle kun bruge seks minutter af andenhalvleg på at fuldende sit hattrick. Historieskrivning blev det til, da han efter 78 minutter gjorde det til 4-0 til gæsterne.
Overfor SIK TV måtte en ellers cool Kudsk erkende, at man nok ikke havde regnet med at vinde 4-0 i sæsonpremieren.
”Men det er godt sted at tage hen og få tre point,” kom det med et skævt smil fra dagens mand, som egenhændigt sørgede for, at klubben indtager førstepladsen efter første runde.
”Træerne gror ikke ind i himlen,” kom det næsten som ventet med stoisk ro fra SIK-træner Anders Jensen. Hans modpart i Helsingørs omklædningsrum kunne i stedet konstatere, at ”vi skalarbejde, og så skal vi arbejde noget mere.”
Slutstilling: FC Helsingør - Skive IK 0-4
Skive IKs næste opgave i CampoBet 2. division er lokalbraget hjemme mod Thisted FC. Helsingør skal rejse sig mod AB.
