Skive-kæmpe fra Man of the Match til kontraktforlængelse

Lørdag blev Malthe Bøndergaard kåret til Man of the Match, da Skive IK lukkede sæsonen i CampoBet 2. division på Hancock Arena. Tirsdag har han sat sin underskrift på en to-årig forlængelse af sin aftale med skibonitterne. Det melder Skive IK i en pressemeddelelse.

“Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at vi har forlænget kontrakten med Malthe Bøndergaard. Han har udviklet sig, som vi havde håbet, da vi hentede ham ind sidste sommer. Derfor er det helt naturligt at forlænge aftalen. Da vi hentede Malthe i Kolding i sommer, vidste vi, at det var en forsvarsspiller, som var dygtig i det opbyggende spil og han er en klog forsvarsspiller,” skriver klubben om forsvarskæmpen.

“Trænerteamet har dertil formået at lægge noget hårdhed på hans spil, som gør, at han er blevet en rigtig dygtig forsvarsspiller. Vi er også godt klar over at Skive IK ikke er det endelig stoppested for Bøndergaard, men vi glæder os over at have ham hos os det næste stykke tid, hvor han skal bidrage til at opnå klubbens målsætninger,” udtaler direktør Rasmus Brandhof.

Malthe Bøndergaard føjer følgende til:

”Først og fremmest har jeg været rigtig glad for mit første år her i Skive. Jeg synes, vi har afsluttet sæsonen på en god måde og skabt et stærkt fundament for den kommende sæson. Derfor var det en nem beslutning for mig at forlænge aftalen. Jeg ser meget frem til næste sæson og er overbevist om, at vi kan få forløst hele truppens potentiale.”

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet