Skive kan sikre redning hos Fremad fredag aften
Fremad Amager har intet på spil. Sådan helt nede på bundlinjen. Førstepladsen i kvalifikationsspillet er sikret. Det blev den sidste lørdag. Så hvor meget gider Øens Hold fredag aften? Her kommer Skive IK på besøg, og de gider i hvert fald en hel masse.
Hvis Skive rejser fra Sundby Idrætspark med sejr, har de endegyldigt sikret en ny sæson i CampoBet 2. division. Selv en remis, hvad Skive IK som bekendt er kongerne af, kan få stor betydning, eftersom deres målforskel er væsentligt bedre end Ishøjs ditto.
I Ishøj håber man på, at det stadig bliver et motiveret Fremad-hold, som går på banen, og de har da næppe heller lyst til at skuffe hjemmepublikummet. Ikke med alt dét, der er lagt op til. Der er fan-telt og musik med det lokale kultorkester Ama’r Kix fra 17:00 til 18:30.
Her inviterer Fremad Amager til:
29 kroners bar med følgende sortiment:
– Et glas hvidvin
– En fadøl
– 2 shots
– En sodavand
Med høj sol og en forestående weekend skulle man tro, at stemningen kan blive opløftet og efter kampen kan man møde hjemmeholdets spillere og sige tak, vi ses, god sommer. Det gider spillerne trods alt mest, såfremt de kan fremvise tre point. Der er kickoff kl. 19:00.