Sundby kan redde livet

Der er potentielt en særdeles munter tur hjem i bussen for spillere og ledere fra Sundby Boldklub lørdag eftermiddag, når de har spillet mod IF Lyseng i Aarhus.

Amagerkanerne kan således potentielt have sikret sig en sæson mere i CampoBet 3. Division, hvis resultaterne ellers flasker sig i denne weekend.

For fredag aften tager Odder Fodbold hjemme imod Vejgaard Boldklub og bliver der ingen vinder i den kamp, og Sundby Boldklub lørdag slår IF Lyseng, så kan Sundby-spillerne tage en dyb udånding og en stor slurk øl i bussen hjem til Amager.

Humøret i bussen til Aarhus vil i forvejen være højt, da Sundby kommer til Jylland med to sejre mod henholdvis BK Frem og Vejgaard i bagagen, hvor sidstnævnte sågar kom på udebane, hvilket Thomas Karabuluts mandskab ellers ikke havde præsteret i hele sæsonen.

Anderledes tungt er humøret nok i IF Lyseng, der i sidste runde fik sin skæbnen beseglet. Det skete med 3-1-nederlag i Valby mod BK Frem, hvilket endegyldigt sendte aarhusianerne en tur i Danmarksserien.

Der er således kun æren tilbage at kæmpe for for IF Lyseng, når der fløjtes op lørdag klokken 13:30.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div