Trods målproblemer: Randers sælger topscorer

Randers var sandt for dyden ikke målfarlige i efteråret, hvor det blot blev til 17 scoringer i 18 kampe, og måske der også bliver langt mellem målfesterne på Cepheus Park i foråret. 

I hvert fald meddeler Randers FC søndag på deres hjemmeside, at man har solgt topscorer Mohamed Touré til den Superliga-glade engelske Championship-klub, Norwich

21-årige Touré nåede dermed kun halvandet år i Kronjylland, hvor han takket være en flot udvikling af flere omgange har været udtaget til det australske A-landshold. 

‘’Mohamed kom til os som et særdeles spændende talent med et stort udviklingspotentiale. Vi var overbeviste om, at vi kunne udvikle ham sportsligt her i Randers FC, men også at han på sigt kunne blive en rigtig god forretning for klubben. Det har Mohamed i den grad indfriet,’’ fortæller fodbolddirektør Søren Pedersen til klubbens egen hjemmeside. 

I flere medier forlyder det, at handlen kan løbe op i omkring 30 millioner kroner, og det stemmer meget godt overens med Søren Pedersens udtalelser. 

‘’I det seneste vintertransfervindue solgte vi Tammer Bany i en rekordhandel til en anden Championship-klub, og salget af Mohamed Touré ligger prismæssigt i nærheden af den handel.’’

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen