Udestærke Horsens jagter revanche mod hjemmesvage B.93
I starten af sæsonen var Horsens urørlige. 15 point i syv kampe og nul nederlag.
Men så kom B.93 på besøg på Nordstern Arena og vandt 1-2.
Det var den 31. august. Siden da er der løbet meget vand gennem åen i landets næstbedste fodboldrække.
Horsens har haft en nedtur, men er poppet op igen, og B.93 har fået indarbejdet en tiltrængt balance.
B.93 har sæsonen igennem været gode rent offensivt, men defensiven har haltet. Det er der blevet rettet op på i de seneste spillerunder.
Og Horsens? Ja, de viste i sidste weekend, at holdet ikke kun er garant for struktur og power. Angrebsspillet mod Middelfart, der blev besejret 0-3, vidnede nemlig om masser af kreativitet.
Det skyldes i særdeleshed den arbejdsomme 10er, Kristian Kirkegaard, der blev kampens spiller. En titel, der også var rift om, da B.93 spillede 2-2 med AaB i fredags.
Her leverede midtbanegeneralen Mikkel Wohlgemuth dog den største præstation af alle. Blandt andet i kraft af to mål.
Ude og hjemme
Hvorvidt Kristian Kirkegaard og Mikkel Wohlgemuth bliver toneangivende igen fredag aften, hvor B.93 og Horsens atter står ansigt til ansigt, må tiden vise.
Sikkert er det, at kampen spilles på Sundby Idrætspark. Og her har B.93 længe haft det svært. Faktisk er holdet stadig ligaens dårligste på eget græs. Blot fire point i seks kampe.
Når det er sagt, så er de fire point kommet ind på kontoen i de seneste to kampe. Læg dertil, at B.93 er nummer syv i tabellen, blot tre point fra fjerdepladsen.
Så det lysner for B.93, men det skal det også gøre. For Horsens, der er nummer tre i Betinia LIGA, er også ligaens tredjebedste udehold. Den Gule Fare har således halvdelen af deres 22 point på fremmed græs.
Kort sagt, der er lagt op til et interessant opgør på Sundby Idrætspark. Kampen fløjtes i gang klokken 19.00.