Vejgaard finder ny målmandstræner
Vejgaard Boldspilklub har lukket flest mål ind af alle i CampoBet 3. Division, hvor kuglen er hentet ud af nettet 31 gange i efterårets 16 kampe.
Derfor er det måske ikke helt tosset, at nordjyderne forstærker sig på målmandstrænerposten, hvilket er præcis, hvad man har gjort med ansættelsen af 50-årige Casper Klingenberg.
”Jeg har valgt at takke ja til at blive målmandstræner i Vejgaard Boldspilklub pga. den spændende opgave det er at arbejde med unge, ærgerrige divisionsspillere,” siger Casper Klingenberg, der kommer til at arbejde med de tre målmænd Rasmus Sonne, Kasper V. Jensen og Jonas Bjørn-Jensen, som udgør målmandstrioen i A-truppen.
“Derudover virker Vejgaard Boldspilklub også som en tiltalende klub med de rette værdier og ambitioner om at flytte sig fremad. Mine personlige ambitioner er, at være med til at flytte målmandsteamet i VB igennem hårdt arbejde, godt humør og positiv indstilling, så vi kan bidrage til, at VB bliver en etableret divisionsklub,” siger den nye målmandstræner.
Casper Klingenberg har selv vogtet buret for Frederikshavn FI og i Aalborg Chang, og har som målmandstræner gennem ca. 15 sæsoner arbejdet i Frederikshavn FI og Bangsbo Freja.