“Vi nyder vores jyder” – tæt på færdigt transferarbejde i Brønshøj
Brønshøj Boldklub er kommet særdeles godt fra land i denne sæson.
Hvepsene står med fire point efter to kampe i CampoBet 3. Division, og derudover har man ekspederet Betinia Liga-holdet HB Køge ud af pokalen.
Cheftræner Jan Faber mener da også, at man har fået sat en solid trup sammen i Tingbjerg, hvor alle arbejder mod det samme mål.
“Det, der har været vigtigt, har været, at finde spillere, der har Brønshøj som førsteprioritet og som passer ind i det, vi gerne vil. Ikke kun fodboldmæssigt, men også rent menneskeligt,” siger hvepse-bossen i et større interview på klubbens facebookside.
“Selvom vi altid holder øjnene åbne, så tror jeg, at truppen er ved at være sat. Eller i hvert fald tæt på,” siger Jan Faber, der altså holder en lille dør på klem for nye navne.
Blandt tilgangene op til denne sæson der er flere af de nye spillere af noget så eksotisk som af jysk afstamning.
Tankangriberen Anders Fæster fra Skive, Odder-topscoreren Frederik Nedergaard og den dygtige kant Tobias Friis fra Brabrand er blandt de mange nye navne på Tingbjerg Ground.
Tilgangen fra hovedlandet har givet nogle anderledes og gode energier i truppen, siger Jan Faber.
“Vores jyder kommer med lidt noget andet, men det er en kæmpe, kæmpe fornøjelse at få nogle input fra noget andet, end bare rent København. Det er med til at løfte os allesammen,” siger Brønshøj-træneren, der ikke står alene med sin begejstring for de nye hvepsejyder.
“Det, de har købt ind på, ved at være her, det får de jo igen gange 10.000 af supporterne til kampene.”
De gode energier kan Jan Faber igen slippe løs i Odense lørdag eftermiddag, hvor hvepsene er på besøg hos sidste sæsons nummer tre, Næsby Boldklub.