Holbæk i generationsskifte med kniven for struben
Holbæk B&I blev tidligere på sæsonen fratrukket seks point i forbindelse med en skattesag.
Havde man stadig dem i hånden, så kunne man spille med om oprykning, men virkeligheden er en anden og det handler derfor om at undgå nedrykning for Erdogan Aslan og kompagni.
I første runde af nedrykningsspillet tog man et vigtigt skridt væk fra stregen med en klar 4-1-sejr ude over Odder.
“Det var en fuld fortjent sejr over et rigtig stærkt Odder-hold. Det er ikke nemt at spille de her kampe med kniven for struben,” siger Erdogan Aslan, der kunne glæde sig over, at de to angribere Alexander Knaack og Morten Olsen havde fundet målstøvlerne frem inden turen til Jylland.
“Jeg er især glad for, at Knaack scorer to mål, og at Morten kommer i gang med både mål og assists. Det fortjener de.”
Det er dog nede i den anden ende, at der har været mest drama i Holbæk. Her var den normale førstemålmand, den erfarne Sebastian Olsen, igen sat af, som han også var det i runden før i 2-0-sejren ude over Brønshøj.
I stedet var det den næsten halvt så gamle, Benjamin Høier Olsen, der igen stod i buret.
“Jeg har ikke lyst til at tale for meget om målmandsposten. På det her niveau er der konkurrence, også dér. Sebastian er en af de allerbedste målmænd i både 2. og 3. division efter min faglige vurdering, også selvom han er 38 år. Men der skulle ske noget nyt efter Nykøbing-kampen, og Benjamin har grebet chancen med stor autoritet og kvalitet. Så længe han leverer, så ændrer jeg ikke på det,” siger Erdogan Aslan.
“Nu ser vi frem mod Lyseng på udebane og skal hurtigt væk fra stregen.”
Holbæk møder IF Lyseng lørdag på udebane. Aarhusianerne tabte igen i seneste runde og har hele ni point op til nedrykningsstregen.