Tankcenterforward til Brønshøj

Brønshøj spiller med transfermusklerne i sommerpausen, hvor der er heftig aktivitet på sportschef Thomas Ibsens kontor.

Hvepsene har blandt andre sikret sig Holbæk-topscoreren Morten Olsen, og offensivspilleren med det forpligtende navn får nu selskab af en vaskeægte tankcenterforward.

25-årige angriber Anders Fæster har underskrevet en kontrakt med klubben frem til sommeren 2027.

Den næsten to meter høje angriber kommer til fra det jyske, hvor han har tørnet ud for Skive IK, VSK Aarhus og Brabrand IF.

“Anders er en spiller, vi har fulgt gennem længere tid. Han kommer med nogle kompetencer, som vi har ønsket at tilføre truppen. Hans fysik, arbejdsomhed og evne til at være en konstant trussel i feltet gør ham til en spændende spiller for os. Samtidig er han stadig i en alder, hvor han kan udvikle sig yderligere, og vi ser et stort potentiale i samarbejdet,” siger sportschef i Brønshøj, Thomas Ibsen.

Anders Fæster selv glæder sig til at blive hveps.

“Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben, ambitionerne og miljøet omkring holdet. Det er et projekt, jeg gerne vil være en del af, og jeg glæder mig til at komme i gang, møde fansene og bidrage til holdets udvikling og resultater.”

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div