Højer om holdet og Helenius: Ordet er ‘kvalitet’

Forventningspresset på AaB er enormt i Aalborg og omegn, og i indeværende sæson har den nordjyske storklub ikke levet op til forventningerne.

Her gik forventningerne nemlig på, at Superliga-nedrykkerne ville spille sig tilbage i landets bedste fodboldrække. Og nej, det kommer som bekendt ikke til at ske.

Alligevel er der pt. blå himmel over Aalborg. Siden skuffelsen over ikke at kvalificere sig til en plads i Betinia LIGAs oprykningsspil, har AaB nemlig vundet fire kampe på stribe.

Det skyldes ikke mindst en spiller ved navn Nicklas Helenius, der er noteret for fem mål og to assists i de seneste fire kampe. AaBs topscorer får da også rosende ord med på vejen fra AaBs cheftræner, Steffen Højer:

“Der er ét ord, der beskriver Nicklas bedst, her og nu, og det er ‘kvalitet’.”

“Han giver lige nu holdet alt det, vi har brug for. Vi har mange unge drenge på holdet, og de unge har altid brug for nogen, de kan læse sig op ad. Og lige nu, læner de sig op ad Nicklas.”

Nikclas Helenius er dog, ifølge Steffen Højer, ikke den eneste forklaring på, at AaB i skrivende stund – og før torsdagens aftenkamp hjemme mod B.93 – topper Betinia LIGAs nedrykningsspil.

“Vi har fået en god struktur i vores spil. I AaB vil man gerne presse rigtig højt, men lige nu øver vi os i at være mere kompakte, ligesom vi er blevet relativ dygtige i vores omstillinger,” udtaler Steffen Højer, der har planerne for resten af sæsonen på plads:

“Vi skal blive ved med at arbejde hårdt, og blive bedre som hold, og så skal vi forsøge, at få alle de point, vi overhovedet kan få.”

Næste skridt i den retning, tager AaB som sagt torsdag aften, hvor Steffen Højer og co. tager imod B.93. En kamp, der fløjtes i gang klokken 19.00.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA