Optakt: Sidste udkald for Brøndby mod FCN
Ét skridt frem og to tilbage. Eller nærmere bestemt to flotte sejre og så en pinlig indsats mod Sønderjyske.
Bedst som man troede, at Brøndby efter 6-0 hjemme over Sønderjyske og 1-0 ude over Viborg, var ved at vende skuden, gik det galt igen.
I søndags leverede Steve Coopers mandskab en nærmest helstøbt ringe præstation. Der manglede vilje, løb og niveau hele vejen igennem, og 3-0 nederlaget mod Sønderjyske på Sydbank Park var helt på sin plads.
For at gøre ondt værre måtte hele tre forsvarsspillere i form af Godfrey, Vanlerberghe og Köhlert forlade banen med skader, og alle meldes nu tvivlsomme til bronzebraget mod FC Nordsjælland.
Skidt nyt for de blågule, der har haft defensiven som den helt store styrke i 2026, og som nu skal prøve sig af med en helt ny konstellation fredag.
Der er tre kampe tilbage af sæsonen og fire point op til FCN på tredjepladsen, så det er ved at være sidste udkald, hvis Cooper og co. skal hive bronzemedaljer i land.
FCN tæt på uslåelige
Umiddelbart ser det svært ud. Dels fordi de sidste to kampe er mod AGF og FC Midtjylland, og dels fordi, at FCN har været noget nær uslåelige i mesterskabsspillet.
Nordsjællænderne tabte godt nok fortjent med 1-0 ude mod Viborg senest, men det var altså også det første nederlag ud af syv mulige siden Superligaen blev delt i to.
Offensivt såvel som defensivt har de unge Farum-gutter set knivskarpe ud i foråret, og selvom de som regel er en tand bedre hjemme på kunstgræsset, bør de have glimrende muligheder for point på Brøndby Stadion.
Brøndby har blot vundet to af de seneste otte opgør mod FCN på tværs af turneringer, og hvis de blågule ikke kommer ud med en helt anden attitude fredag, forbedrer de næppe den tvivlsomme statistik.
Kampen spilles fredag den 1. maj klokken 19.00 på Brøndby Stadion.