Se målene: Hobro og B.93 spillede 3-3 på DS Arena
Fredag aften spillede Hobro og B.93 3-3 på DS Arena. En kamp, der vil gå over i historien som en af de mest underholdende i indeværende sæson.
Hobro startede som lyn og torden, men stik imod spil og chancer, og enhver form for logik, var det B.93, der bragte sig foran. Ikke bare 0-1, men også 0-2, takket være Mikkel Wohlgemuth og Julius Voldby.
Hobro fik dog bragt balance i målregnskabet inden pausen med scoringer af Martin Huldahl og Søren Andreasen, og fire minutter inde i anden halvleg fuldendte Runar Hauge Hobros comeback.
B.93 fik dog spillet sig tilbage i kampen, og 18 minutter før tid scorede Mikkel Wohlgemuth sit andet mål i kampen, da han fra ellevemeterpletten udlignede til 3-3.
Resten af kampen var et virvar af små og store muligheder til begge hold, men bundgyset på DS Arena endte uden vinder.
Med det ene point er B.93 fortsat under nedrykningsstregen med fire point op til Hobro og overlevelse.
Nedenfor kan du se samtlige højdepunkter fra fredagens opgør mellem Hobro og B.93.