Festen udeblev da VSK sikrede sig ny sæson i ligaen

Da VSK Aarhus i sidste sæson sikrede sig oprykning til CampoBet 2. division, blev den først endegyldigt sikret i næstsidste runde. En sådan gyser undgår oprykkerne i denne sæson. Onsdag aften var et point nok for Jacob Eichners tropper til at sikre forbliven i rækken.

Det blev selvfølgelig behørigt markeret med høj bas og sang i omklædningsrummet efter udekampen mod Skive. Eller?

“For at være helt ærlig, så glemte vi det i øjeblikket,” erkender Jacob Eichner, som ikke engang kan erindre, at nogle af spillerne foretog sig meget andet end at konstatere, at nu var målet matematisk sikret.

“Vi havde det mere sådan runden før. Efter hjemmekampen mod Ishøj, at nu kunne det ikke gå galt. Selvom det matematisk stadig var muligt, regnede vi med, at dén sejr var nok til at få os over målstregen,” uddyber Eicher.

At VSK Aarhus skulle præstere at være i sikkerhed hele fire runder før sæson-afslutningen, var ikke nødvendigvis det indtryk, de tilstedeværende i Roskilde Idrætspark sad med, da oprykkerne var besøg i anden runde af sæsonen.

Her blev de kørt over efter alle kunstens regler og tabte med 5-0. Ikke mindst takket være en ekstremt veloplagt Arman Taranis, der scorede tre mål. Han blev kort efter solgt til Degerfors, mens VSK Aarhus måtte ud i et trænerskifte.

”18+. Spil Ansvarligt. Stopspillet.dk. Udeluk dig via ROFUS”

Jens Gjesing fik et tilbud fra Hobro i Betinia LIGA, han ikke kunne sig nej til. Ind rykkede Jacob Eichner, og ingen har haft grund til at fortryde. VSK Aarhus har kun tabt syv kampe siden den august-dag i Roskilde, hvor de lignede et håbløst overmatchet hold.

Altså sammenlagt otte nederlag for sæsonen. Det er kun AB og Vendsyssel FF, som har tabt færre kampe. Og de to klubber går det som bekendt meget godt. Med deres fuldtids-professionelle set-up er deres forudsætning for succes en del anderledes end VSKs ditto.

Nok er træneren kommet på fuld tid og nok er lidt mere end en håndfuld spillere blevet udstyret med en beskeden kontrakt. Og at de markerer forbliven i rækken med ikke meget andet end en konstatering, siger måske en hel del om, hvor meget truppen har rykket sig.

“Som også fortalt til LigaManager har vi arbejdet meget med at ville opnå noget og ikke bare undgå noget. Lige nu kigger også meget ind i, hvordan vi kan komme til at vinde flere af de kampe, hvor vi er bedst.

Vi har spillet mange uafgjorte, og i flere af dem synes vi, at vi har været det bedste hold. Dén slags kampe skal vi prøve at tippe over til vores side i den kommende sæson”, lyder mantraet fra cheftræneren.

Den kommende sæson bliver i CampoBet 2. division. Og mon ikke det bliver fejret på tidspunkt?

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet