Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

AB-træner efter nederlag: Det var mænd mod drenge

Foto: AB
CampoBet 2. Div
26/8/2025 16:20

Tre mål indkasseret. Andet nederlag i sæsonen og det andet på hjemmebane. Af to mulige. Det var en lettere rystet Joey Gudjonsson, der mødte LigaManager efter nederlaget til Thisted FC.

”Vi lavede en del ændringer i forhold til vores seneste kamp. Vi ville gerne se nogle andre spillere fra start, og samtidig ønskede vi at bringe ny energi ind på holdet. Og jeg er skuffet over flere individuelle præstationer i dag. Thisted var virkelig aggressive og konstant en trussel.

”De sparkede lange bolde, og vi kunne på intet tidspunkt håndtere dem. Vi var for passive. Vores plan var, at vores centrale forsvarere skulle håndtere deres frontløbere, og så ville vi skubbe vores backs højt op på deres wingbacker. Og det falder tilbage på mig. Min taktik for kampen virkede ikke. De var stærkere end os over hele banen,” opsummerede AB-træneren, der havde ros til gæsternes forreste folk.

”Deres to angribere gjorde det svært for vores centrale forsvar i hele kampen. Vores to backs var passive. De kom aldrig til at deltage i pres-spillet, og jeg synes hele vores defensive præstation i dag reflekteres i måden, de scorer deres tredje mål på.

"Vi vidste, at de er et hold, der spiller med mange indlæg, og intensiteten på især vores egen tredjedel af banen var pinlig. De må ikke få lov til at lave indlæg og sende bolden i mål så nemt, når vi har så mange spillere bag bolden. Det er lige meget, at man løber tilbage, hvis man gør det uden intensitet. Det har intet med forsvar at gøre efter min mening,” fortsatte Gudjonsson og beskrev opgøret som en kamp mellem mænd og drenge.

”Vi har en meget talentfuld trup, men hvis man ikke er i stand til at lægge det hårde arbejde, slide for det, fighte, så kan man godt glemme alt om at vinde denne division,” sukkede islændingen, der kunne se sin landsmand i målet indkassere to mål efter indkast. Ikke godt nok ifølge chefen.

”Vi hentede ham til at være stærk på dødbolde. At gøre krav på bolden og ikke stå på hælene. Men det gælder i øvrigt hele holdet, ikke kun målmanden. Vi var ikke os selv i dag, det virkede som om, vi var bange for at spille mod Thisted, og det kunne de mærke. Vi var soft i dag og det er virkelig skuffende”.

AB har chance for at rejse sig fredag aften mod Vendsyssel FF på udebane.

Jacob Hansen