Anfører før playoff-brag: Kilder ekstra i maven
Der er lagt op til et vaskeægte brag, når der onsdag aften spilles den første af to playoff-kampe om oprykning til CampoBet 3. Division mellem Glostrup FK og ASA.
Glostrup FK lægger græs til kampen, hvor gæsterne ASA fra Aarhus møder op med tårnhøjt humør og ditto selvtillid.
Sådan lyder meldingen i hvert fald fra en kampklar ASA-anfører Mads Egelind, når han skal beskrive stemningen i truppen.
“Den er kanon og fyldt med humør. Selvtilliden er i top og det samme er troen på hinanden, og at vi står på søndag og er den samlede vinder over de to opgør,” siger Mads Egelind til klubbens sociale medier.
Sammen med resten af ASA-mandskabet har Egelind været stærkt kørende med otte sejre og to uafgjorte i slutspillet i Danmarksserien, hvilket har bragt aarhusianerne frem til de to dramatiske playoff-kampe mod Glostrup.
“Selvom det kan lyde som en kliché, så er det jo bare kampe som de her, der driver en, og derfor man gider bruge så meget tid på det. Det bliver pissefedt.”
Returkampen spilles i Aarhus søndag klokken 14, men i første omgang gælder det om for ASA at få et godt resultat med fra hjem fra Glostrup Stadion.
“Jeg forventer, at det bliver en kamp i et højt tempo med masser af intensitet,” siger ASA-anføreren.
“Det vil helt naturligt kilde lidt ekstra i maven inden kampstart, men vi har stået i det før, og når kampen først er i gang, så skal vi holde os til gameplanen og så tror jeg på, at vi kan tage retur til Aarhus med et godt resultat og udgangspunkt til på søndag.
ASA var også i sidste sæson tæt på oprykning CampoBet 3. Division, men tabte over to playoff-kampe til Hørsholm-Usserød.
Nu venter altså så en ny chance for divisionsbold for ASA. Der er kampstart på Glostrup Stadion klokken 19:00.