Brabrand åbner afstand til stregen med Ishøj-sejr

For anden weekend i træk kunne Brabrand IF trække sig sejrrigt ud af en duel mod en af direkte konkurrenter i nedrykningskampen. Lørdag sikrede “de blå brasilianere” sig en smal 1-0-gevinst mod Ishøj IF i en kamp, der længe fremstod jævnbyrdig og uden mange klare målchancer.

Afgørelsen faldt i de døende minutter, hvor Brabrand fik udnyttet en velspillet situation. Et opspil i venstre side førte til et indlæg langs jorden ind i feltet, hvor Rasmus Kirkegaard Jensen – “Høvl” blandt venner – først fik sin afslutning reddet af målmand Benjamin Oppong Asare. Returbolden faldt dog igen for fødderne af Kirkegaard, som denne gang sendte bolden sikkert i nettet til kampens eneste scoring.

Kort efter kom Ishøj frem til et par muligheder for at udligne, men Brabrands målmand Henrik Lindhard stod sikkert i de afgørende situationer og var med til at fastholde føringen. I kampens absolutte slutfase opstod der yderligere en stor chance til hjemmeholdet, da Omar Jarju blev nedlagt i feltet efter en omstilling, hvilket resulterede i et straffespark.

Forsøget blev dog reddet af gæsternes keeper, hvorfor resultatet forblev uændret. Set over hele kampen havde Brabrand spillemæssigt overtaget i perioder, men havde vanskeligt ved at omsætte det til åbne chancer. Holdet fremstod igen defensivt velorganiseret, selv med fravær af flere profiler, og formåede generelt at begrænse Ishøjs muligheder.

Offensivt var der gode intentioner, særligt fra kanterne, men flere angreb løb ud i sandet på grund af upræcise beslutninger i de afgørende situationer. Ishøj havde kampens måske største mulighed i første halvleg, hvor en afslutning fra tæt hold blev reddet af Lindhard i Brabrand-buret.

Med sejren er Brabrand i CampoBet 2. division tættere på det, cheftræner Michele Demontis i LigaManagers seneste podcast kalder “en større bedrift en oprykning fra 3. division. Har du ikke lyttet med endnu? Jamen, den er da lige her.

Slutstilling: Brabrand IF – Ishøj IF 1-0 (0-0)

Mål: 1-0 Kirkegaard Jensen (83.)

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet