Brager Brønshøj videre?

De kan – næsten – gå på vandet i CampoBet 3. Division for tiden. Brønshøj Boldklub er det mest formstærke hold i rækken for tiden og hvepsene er fløjet helt op på andenpladsen i tabellen.

Jamil Fearringtons trooper er ubesejrede i de seneste ti ligakampe, hvor det i den seneste runde blev til en meget overbevisende 5-1-sejr ude over Næsby Boldklub.

I midtugen stak Brønshøj så godt til et andet fynsk hold, da man gav Superliga-holdet OB god kamp i pokalturneringens fjerde runde, hvor kræfterne dog løb op til sidst og ‘Striwerne’ onsdag kunne rejse hjem med en 3-0-sejr i bagagen.

“Jeg ser en første halvleg, hvor vi er helt på niveau med OB, og jeg er allermest stolt af, at vi tør trykke dem og spille præcis, som vi gør mod andre 3. divisionshold,,” lød det fra Brønshøj-træner Jamil Fearrington efter kampen, hvor der med lige under 3.000 tilskuere blev slået stadionrekord på Tingbjerg Ground.

Helt så mange kommer der nok ikke lørdag, hvor Vejgaard kommer forbi. Nordjyderne har ikke vundet i de seneste tre runder, men kan glæde sig over, at det blev til en klar 3-0-sejr, da de to hold mødtes i Nordjylland 2. august.

Kampen mellem Brønshøj og Vejgaard fløjtes op lørdag klokken 14:00.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div