Brøndby henter målmandstalent

Det islandske målmandstalent Marten Leon Jóhannsson skifter til sommer fra HK Kópavogs i Island til Brøndby IF. Den unge målmand, der i sidste uge fyldte 16 år, har gennem længere tid markeret sig som et af de spændende navne på den nordiske målmandsscene og skal nu fortsætte sin udvikling i Brøndby Masterclass.

I Brøndbys talentafdeling ser man et betydeligt potentiale i islændingen, der ifølge klubben har imponeret med både sine tekniske færdigheder og sin mentalitet under flere besøg i Danmark. Jens Mikkel Frølunde, der er head of recruitment i Brøndby Masterclass, uddyber her bevæggrundene for aftalen:

“Marten er et af Nordens største målmandstalenter i sin årgang. Vi har haft ham på besøg en håndfuld gange, og hver gang har han imponeret med sine kvaliteter som målmand og sit potentiale, men også i ligeså høj grad sin personlighed.”

Udover de sportslige aspekter fremhæver rekrutteringschefen spillerens karaktertræk som en væsentlig årsag til, at valget faldt på netop ham.

“Han er ydmyg, hårdtarbejdende og vil rigtig gerne lære. Han er socialt intelligent ift. at indgå i en gruppe og meget vellidt, så han er nem at arbejde med og vil passe rigtig godt ind her. Der er et rigtig godt match mellem Marten og os, og derfor er vi rigtig glade for, at den her aftale er kommet på plads,” fortæller Jens Mikkel Frølunde.

Marten Leon Jóhannsson tiltræder officielt i klubben til sommer, hvor han i første omgang bliver en del af Brøndbys U17-mandskab.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League