Optakt: 1-målssejr i bronzebrag mellem FCN og Viborg
Så gik den ikke længere for FC Nordsjælland, som for første gang i mesterskabsspillet måtte gå fra banen uden sejr.
De kan dog prise sig lykkelige for, at det trods alt blev til ét point, for lad os bare ærlige… nordsjællænderne var presset helt i bund af AGF fra nærmest start til slut.
Et flot mål fra Lähteenmaki og en stærk præstation fra Andreas Hansen i målet var lige akkurat nok til at få 1-1 på den svære udebane, og det var også lige akkurat nok til at holde sig på tredjepladsen.
Søndag er FCN tilbage på favoritunderlaget på Right To Dream Park, hvor det er blevet til fem sejre ud af de seneste seks og hele 19 scoringer undervejs.
Farum-holdet har allerede besejret de direkte konkurrenter, Brøndby og Sønderjyske, i mesterskabsspillet, og denne gang kan det blive alle gode gange tre mod Viborg.
Endnu en snæver hjemmesejr til FC Nordsjælland?
Det er dog nemmere sagt end gjort. Midtjyderne har nemlig gjort præcis det samme. Besejret både Brøndby og Sønderjyske, og lagt sig lige i slipstrømmen af FCN i kampen om bronzemedaljer.
Viborg kommer fra en stærk, disciplineret og tæt kamp i Haderslev, hvor skarpheden i felterne blev udslagsgivende for en vigtig 2-0 sejr.
Bronzebraget søndag eftermiddag kan næsten heller ikke undgå at blive tæt. Det er nemlig ikke meget, som adskiller FCN og Viborg.
De seneste fem indbyrdes opgør er endt med sejr på præcis ét mål til et af holdene, og i fire af de fem er det hjemmeholdet, som er stukket afsted med alle tre point.
Med kunstgræsset og den flotte hjemmebaneform taget i betragtning kan FC Nordsjælland ikke løbe fra favoritværdigheden, men det bliver ikke nemt mod Viborg, som har fornemt styr på defensiven for tiden.
Kampen spilles søndag den 19.april klokken 16.00.