Den Gule Fare: Horsens topper bisselisten i Betinia LIGA

Da Horsens vandt 0-2 over AaB på Aalborg Portland Park i fredags, spillede David Nielsens tropper bogstavelig talt med musklerne.
Det er der ikke noget nyt. I hvert fald ikke hvis man har set holdets første fem kampe i Betinia LIGA.
Her har Den Gule Fare nemlig været indbegrebet af struktur tilsat power for alle pengene, og kampen mod AaB var ingen undtagelse.
Således var Horsens ikke kun bedst, når det kom til at skabe chancer og score mål. Gæsternes dominerede også statistikkerne, når det kom til antallet af tacklinger og gule kort.
Sidstnævnte fik Horsens tildelt hele fem af. Dermed er holdet på bagkant af sejren ikke bare nummer ét tabellen med 11 point ud af 15 mulige. Horsens er også det hold, der topper Betinia LIGAs bisseliste.
De fem gule kort på Aalborg Portland Park bringer således Horsens op på i alt 17 gule kort i fem kampe. Det er seks advarsler mere end HB Køge, Hvidovre, Kolding og Esbjerg - der alle har fået tildelt 10 gule kort - har produceret.
Læg dertil, at Horsens såmænd også er blevet tildelt et rødt kort. Dem har HB Køge dog fået to af, og derfor er det svanerne, der topper den liste.
I alt er der blevet uddelt 100 gule kort i de første fem spillerunder af Betinia LIGA, og mens Horsens har fået tildelt 17 procent af disse, så har Hillerød blot noteret sig for tre, hvilket pt. gør Christian Lønstrups mandskab til det mest fair spillende, rent kortmæssigt, i Betinia LIGA.
Horsens topper faktisk også en anden statistik, der indikerer, at David Nielsens tropper går til den i kampens hede.
Således er Horsens det hold i landets næstbedste række, der indtil videre har produceret flest tacklinger, nemlig 92 af slagsen. 68 af disse er i øvrigt mundet ud i et frispark.
Horsens næste kamp i Betinia LIGA er onsdag aften, hvor modstanderen er Hobro. Kampen fløjtes i gang klokken 18.00 på DS Arena.
Indtil da kan du se hvordan de 100 gule kort, der indtil videre er blevet tildelt i Betinia LIGA, har fordelt sig lige HER!
